« Tilbage
Over 400 københavnere smagte økologisk fugl og fisk
Mere end 400 gæster, god stemning, fine oplevelser, glade arrangører og vellykket formidling af fordelene ved økologisk fisk og fjerkræ. Det var dagens resultat efter Fugl & Fisk markedsdagen på Danmarks Akvarium i Charlottenlund 5. december.
Et af dagens hits var husholdningslærer Lasse Frandsens demonstration af, hvordan man parterer en kylling eller ørred, så man får flere lækre retter til færre penge pr. måltid.
Andre populære indslag var en quiz hvor en af præmierne var FDB’s nye Klimakogebogen samt en stand bemandet med Ingrid og Niels Ole Andersen fra det økologiske Skravad Mølle Dambrug.
- Vi gør jo folk opmærksomme på vores eksistens ved disse arrangementer. Mange spekulerer jo ikke over, hvad de køber. Det skal vi ændre på, fortalte Niels Ole efterfølgende til FDB’s journalist Nicolai Sebastian Holle.
Niels Ole spiser selv sin økologiske ørred ofte.
- Jeg kan godt få et svagt øjeblik, hvor jeg får lyst til en frikadelle. Min kone derimod kan sagtens nøjes med ørred, tilføjede han med et smil om munden.
13. december slutter Fugl & Fisk udstillingen på Danmarks Akvarium, hvorefter projektet holder vinterpause frem til 1. marts. Da åbner udstillingen på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Samme sted holdes Økologisk Markedsdag 17. april.

En af udstillingens søjler på Danmarks Akvarium
« Tilbage |